Skip to main content

“Ministerrokade”

18. august 2023


Vores dygtige montageleder, John Sørensen, har overdraget posten som montageleder til Daniel Petersen, som i 15 år har været en del af vores montørteam.

Når Daniel fremover har ansvaret for planlægningen af montage- og serviceopgaver i Danmark, er det derfor med 15 års erfaring med DAN-doors’ løsninger og processer, og den erfaring er et vigtigt kort i rollen som montageleder.

”I løbet af de 15 år, jeg har været ved DAN-doors, har jeg fået masser af erfaring med, hvad det kræver at montere og servicere vores løsninger – og hvor lang tid, det tager. Jeg kan mærke, at det er erfaring, som jeg trækker på, når jeg skal planlægge og koordinere montageopgaverne”, smiler han.

Efter et par måneders overdragelse har Daniel nu officielt overtaget posten som montageleder helt, og John Sørensen er helt tryg ved at have givet stafetten videre. ”I alle de år, jeg har arbejdet sammen med Daniel, har han altid været grundig og meget pligtopfyldende. Han har den der nysgerrighed, som gør, at han sætter sig ind i alle detaljer, og han stopper ikke, før der er styr på tingene”, siger John.

Ny titel og nye opgaver

Selv om John Sørensen er stoppet som montageleder, er vi så heldige, at han har takket ja til at fortsætte som konsulent. John har været ved DAN-doors siden 2002, og han har en kæmpe viden om dørbranchen generelt og om DAN-doors’ løsninger i særdeleshed.

Johns mange års erfaring gør, at han kender alle de udfordringer, som vores kunder kan have – og hvordan man løser dem. Han kan kaste et enkelt blik på en situation eller en tegning og med det samme se, hvad der skal til for at løse selv de mest komplekse udfordringer, og det er helt unikt. Hos DAN-doors er vi taknemmelige for, at John fortsætter som en del af ”familien”, og vi håber, at I vil tage godt imod både Daniel og John, når I møder dem på jeres vej.

John Sørensen som afgående montageleder og ny montageleder, Daniel Petersen foran DAN-doors' hovedkvarter i Stilling
John Sørensen har overdraget posten som montageleder til Daniel Petersen. John fortsætter i DAN-doors som konsulent.