Skip to main content

Vi styrker vores tilstedeværelse i Tyskland

27. januar 2025


DAN-doors’ forretning i Tyskland er i rivende udvikling, og vi har derfor ansat en ny montør og montagesupervisor på det tyske marked.

Thomas Hansen kommer til DAN-doors med mange års erfaring og ekspertise med montage og service, og han bliver en nøgleperson for, at vi fremover kan optimere den service, vi ønsker at give vores tyske kunder.

Thomas har en uddannelsesmæssig baggrund som elektriker fra Tyskland og har tidligere arbejdet med montage, service og vedligehold hos Automatic Syd, Benteler Automotive og Init-Daniit.  

Montage af DAN-doors’ løsninger kræver dybdegående teknisk indsigt og færdigheder i vedligeholdelse af avanceret elektronik og styringssystemer, og Thomas er med sin baggrund som uddannet elektriker og sine mange års erfaring klædt godt på til at styre vores montageopgaver i Tyskland.

Stillingen som montagesupervisor i Tyskland er vigtig for vores fremtidige vækst i Tyskland, og vi har fået en kollega med et helt særligt drive. Thomas er ikke typen, der sidder stille for længe ad gangen, og udover at dyrke motorsport med sin ældste søn, er han også frivillig brandmand og røgdykker og har været det i 20 år. Det giver et lille billede af, hvilket stof vores nye kollega er gjort af, og vi glæder os til at se, hvad han kan drive det til på vores montage- og serviceaktiviteter i Tyskland.

Velkommen til DAN-doors, Thomas, vi ser frem til et godt samarbejde!