Døre, porte og røgventilation til Eskja i Island
I samarbejde med vores gode kunde, Kælismidjan Frost, har DAN-doors leveret en lang liste af døre og porte til familievirksomheden Eskja, som i knap 80 år har været en vigtig del af den islandske fiskeindustri.
Eskja blev grundlagt i 1944 af omkring 300 enkeltpersoner og lokale virksomheder som et tiltag, der skulle afhjælpe byens ”skændige økonomi”, og den har siden da været rygraden i byen Eskifjörður.
I dag er Eskja en topmoderne virksomhed med et af de mest avancerede anlæg i Nordatlanten til forarbejdning af pelagiske fisk, hovedsageligt sild og makrel. De driver fem fartøjer, en fiskemelsfabrik og det pelagiske frysehus på 7.000 m2 med en forarbejdningskapacitet på 900 tons pr. dag. Fiskemelsanlæggets forarbejdningskapacitet er ca. 1.000 tons pr. dag.
Ansvarlighed i højsædet
For Eskja er respekt, ansvarlighed og ordentlighed deres bærende værdisæt, som afspejles i samtlige valg, de tager – både i forhold til produktion og drift, og i forhold til deres medarbejdere.
Deres højteknologiske landbehandling er en af de mest avancerede og miljøvenlige i hele Nordatlanten, og både fiskemelsanlæg og frysere drives 100% ved hjælp af islandsk elektricitet fra vedvarende energikilder.
Herudover er Eskja en del af Iceland Sustainable Fisheries (ISF), som arbejder for et bæredygtigt fiskeri og beskyttelse af fiskebestanden biodiversiteten i havene omkring Island, og emballage, materialer og forbrugsstoffer er miljøvenlige i det omfang, det kan lade sig gøre.
Gennem årene er Eskja vokset til omkring 100 medarbejdere. Udover at tilbyde uddannelse og omskoling af deres personale har de vedtaget en ligelønspolitik, som skal sikre, at der ikke er nogen kønsbestemt lønforskel i virksomheden. Alle medarbejdere får lige løn og samme rettigheder for samme arbejde.
Selektivt valg af leverandør
For en virksomhed, der arbejder så kompromisløst med ansvarlighed i alle afkroge af deres organisation, er valget af samarbejdspartnere ikke ligegyldigt.
Eskja har et defineret mål om altid at udnytte råmaterialer og energikilder fuldt ud samt at minimere emissioner og affald. Da de stod overfor en modernisering af deres dørløsninger til deres frostrum, var der derfor flere krav til valg af leverandør, som fik Kælismidjan Frost til at pege på DAN-doors:
- Der skulle leveres mange forskellige typer af produkter – alle til frostrum – så det var et ønske at finde én leverandør til alle løsninger.
- Det var vigtigt, at dørene var af så god kvalitet, at de ville have en meget lang levetid, både af økonomiske hensyn, men i lige så høj grad for at modsvare Eskjas værdisæt.
- Fordi det primære formål var løsninger til frostrum, skulle både døre og porte bidrage til at minimere Eskjas energiforbrug.
DAN-doors har 40 års erfaring med at producere døre og porte i rustfri stål af meget høj kvalitet og er kendt for at producere dørløsninger med meget lang levetid. Udover traditionelle industriprodukter som rulleporte og skydedøre, leverer DAN-doors også mere specialiserede og komplicerede løsninger, og Eskja kunne derfor uden problemer få leveret hængslede døre, skydedøre, brandtillempede skydedøre, rulleporte, isolerede rulleporte og røgventilationsdøre – alle sammen til frostrum.